Vi er alle på den samme rejse…
I dag skete der noget meget særligt på min morgentur. Jeg mødte nogen!
Normalt går jeg mutters alene. Bare naturen og jeg. Og jeg møder stort set aldrig nogen. Men i dag gik der to kvinder og en hund foran mig. De var der ikke til at starte med, men pludselig var de der midt på stien ca. 30 meter foran mig. Måske de kom op fra stranden.
De gik og snakkede sammen. Og min første reaktion var irritation. “Hvad laver de her på min sti? Og hvordan kan de tillade sig at gå snakke, når jeg kommer her for at synke ind i finde ind til stilhed og lytte til vejledning indefra? Ej, hvor irriterende, nu kan jeg ikke koncentrere mig om at finde mit tegn”, tænkte jeg.
Vi gik sådan lidt. Dem snakkende foran og mig skumlende bagved.
Men skridt for skridt aftog irritationen (som det altid sker, når man går) og jeg indså pludselig at DE var mit tegn. Og jeg kunne høre min indre stemme tale til mig igennem dem:
” Vi er alle sammen på den samme rejse. En rejse med sandhed og kærlighed. Og uanset hvor forskellige steder vi går på stien, så rejser vi sammen.”
Det føles godt. Og pludselig er det ikke mere irriterende at de går der, men trygt, for nu husker jeg at vi er i sammen båd, som rejsefælder på en kærlighedsrejse hjem.
Som Tomas synger: “Og du ville ikke være her, hvis ikke du ku’ lære mere om kærlighed…”
Og ja, det gjorde jeg så i dag 
Kærligst Pernille.
Leave a Reply
Want to join the discussion?Feel free to contribute!