Tvangens manglende logik.

INGEN KAN TVINGE DEN, DER KENDER SIN FRIHED

Jeg ser i denne tid, at jeg ikke er den eneste der siger nej tak til tvang. Der er mange mennesker, der rejser sig og siger nej til tvang.

Men ingen kan i virkeligheden tvinge os, når vi har opdaget, at vi ER frie, at vi hele tiden vælger selv og at vi ikke er et offer og ikke KAN være et offer. Hvis nogen dengang var kommet og havde prøvet at tvinge mig til noget, så tror jeg, at det ville have været let for dem, for jeg var ikke i stand til at sige nej til den tvang jeg pålagde mig selv, så hvordan skulle jeg have fundet styrken til at sige fra overfor den tvang, der måtte komme fra andre?

Vi må begynde med at se, hvor vi tvinger os selv og vælge noget andet. Vælge at tage ansvar og sige; ”JEG VÆLGER at gøre, hvad jeg gør. Jeg gør det ikke fordi jeg tror jeg bliver nødt til det, eller andre siger jeg skal, men fordi det er noget, jeg selv vil og vælger”.

Den kamp der kæmpes kollektivt i denne tid imod tvang er en del af en større rejse, der går ud på at blive bevidst om hvem JEG er og hvad der er vores fødselsret som mennesker. Vi kan mærke, hvad vi ikke vil, men vi kan måske ikke rigtigt mærke, hvad det egentlig er, vi vil. Og stadig kan vi erkende at noget i os må vide det, siden vi kan vide, hvad vi ikke vil. Noget i os, en intelligens, kommer tilstede og lader os mærke, hvad der ikke er naturligt.

Lytter vi til denne indre intelligens, vil den føre os dybere i erkendelsen af hvad der er naturligt, hvad der er vores sande natur, og vi vil begynde at ære og respektere denne og lytte til denne, før vi lytter til noget andet.

Alle kampe, der kæmpes i det ydre, er en manifestation af en indre kamp. En kamp vi hver især må forholde os til i enrum. Og som altid er bevidsthed vejen til fred og frihed.

FRYGTENS REDSKAB

Hverken dyr eller mennesker skal tvinges til noget. Ingen skal tvinges. Det, der er naturligt og godt, behøver ikke at blive tvunget, for at det kan fungere. Solen skal ikke tvinges til at lyse, blomsterne skal ikke tvinges til at komme op af jorden, ilten skal ikke tvinges ned i vores lunger og vi skal ikke tvinge os selv til at spise, når vi er sultne.

Tvang er simpelthen unaturligt, det er dybt ulogisk.

Skal du tvinge dig selv til at kysse din kæreste? Nej, hvorfor dog det? Nogen gange er der lyst andre gange ikke.

Men når vi ikke kan mærke kærlighed, så oplever vi det, vi kalder frygt og den kan sige, at hvis vi ikke gør det, vi ikke naturligt har lyst til, så sker der noget slemt: Vi bliver ensomme, vi bliver straffet, vi bliver syge, vi bliver fattige, vi dør.

Lytter vi til denne stemme, så kan vi finde os selv i en situation, hvor vi er i færd med at tvinge os selv til noget, og ofte er det endda med et smil på læben, fordi vi har lært, at hvis vi ikke er glade og friske, så kommer der også ballade.

Kun det unaturlige, det, der ikke er sandt bliver nødt til at blive tvunget igennem, netop fordi det ikke sker naturligt.

Livet, kærligheden, kreativiteten, legen, alt det sande og sunde sker naturligt, når vi ikke går i vejen for det. Den sandhed må vi få øje på og den tillid, må vi have.

Alternativet er frygt og kontrol.

Vi kan se rundt omkring i verden, hvordan frygten og tilliden lige nu kæmper måske mere end nogensinde. Kampen er inden i os, men den resulterer i forskellige former for ydre kampe og konfrontationer.

Mennesker råber i vrede til hinanden, at de er uansvarlige, at de er sindssyge, at de skal vågne op eller hvad de skal. Og frygten tager skruetvingerne på og begynder at tale om tvang. Den ene lejr siger: ”Hvis I ikke gør hvad VI siger, så tvinger vi jer”. Den anden lejr siger: ”Og hvis I ikke lytter til OS, så fjerner vi jer med tvang”.

Og det kan virke som en unfair kamp, fordi frygten buldrer og brager og får på denne måde en masse opmærksomhed, mens tilliden til livet, intet væsen gør af sig selv. Den er der bare. Midt i det hele, ligesom den altid har været og altid vil være. Men vi får ofte først øje på den, når vi er så udmattede af frygten og kampen, at vi kollapser.

For hvem tør have tillid til livet, når frygten truer med at ødelægge det hele? Når de andre, som vi oplever, er problemet, er blinde af frygt, så bliver vi jo nødt til at tvinge dem fra det, ikke?

DET STORE BEDRAG OG DET SANDE BIDRAG

Der er ingen anden vej til fred end at se dybt i vores egne tvangstanker. Det vil sige frygt-tanker, det vil sige, tanker der ikke udspringer af kærlighed, det vil sige tanker, der ikke er naturlige.

Det er sådan vi ”kæmper” for sandhed. Ved ikke at gå ind i kampen men i stedet stille os på naturens eller det naturliges side. Det er den eneste vej, hvis ikke vi vil være en del af problemet og være med til bare at gøre det hele værre.

Det er ikke altid let. Det er ikke altid let for mig. Jeg får hele tiden lyst til at fortælle andre, hvor de tager fejl, selvom jeg har masser af erfaring med, at ingen vil høre på mig, når jeg antyder, at jeg synes, de tager fejl. Der er simpelthen lukket for den kanal. Alt hvad vi gør fra et sted af modstand, uanset hvor gode intentioner vi synes vi har, resulterer som regel i at andre lukker af.

Igen og igen må vi opdage tendensen i os til at gøre modstand mod det, vi ikke vil have og i stedet forbinde os med sandhed, med naturen og så kommunikere herfra. Som en invitation, til inspiration. Ikke andet. Og vi må have tillid til at det i sidste ende er det, der er det stærkeste bidrag. Stærkere end tvangen.

For kan vi virkelig tvinges til at være sunde? kan vi virkelig tvinges til at være næstekærlige? Kan vi virkelig tvinges til at bidrage til samfundet? Kan vi virkelig tvinges til at være gode mennesker? Svaret er nej. Hvis vi skal tvinges til noget, så er det helt sikkert, at dette noget, som vi skal tvinges til, ikke er noget godt og sandt. Det som er naturligt for os, behøver vi ikke at tvinge os selv til.

Det gør vi bare. Helt naturligt.

Det store bedrag er at det, som frygten siger, kan føre til fred. Det sande bidrag til verden, er at leve vores liv fra vores naturlige lyst og tage ansvaret for det. Hvis vi gør det, så vil vi løfte alt og alle, som kommer i kontakt med os, og vi vil være som sol og vand til denne verdens spirer, alt omkring os vil blomstre.

Findes der noget smukkere og mere sandt bidrag til verden, end at få alting til at blomstre?

Det eneste vi skal gøre, for at begynde rejsen dertil, er at svare ærligt på spørgsmålet: Ønsker jeg at leve i en ørken eller i en oase?