Om moderskab og bekymringer

“Ja, for vores børn er Guds børn, ligesom vi er” sagde hun, den smukke viise kvinde. Vi talte om moderskab og bekymringer. Jeg havde lige delt med hende, hvordan jeg beder for mine børn på de områder, hvor jeg ikke kan hjælpe dem. Som når de mangler venner i skolen eller som når de er syge.

Jeg beder Gud om at tage over. Som en slags over-forælder. “Good mothers do their best and let God do the rest”, som jeg læste på en amerikansk kvindes blog engang. Det ramte mit hjerte og har healet mig så meget i mit moderskab. For hold op, hvor rammes jeg tit af magtesløshed i forhold til det gode liv, jeg ønsker at skabe for mine piger.

Det er næsten som om magtesløsheden bliver født med barnet. Som et vilkår vi mødre er underlagt. I starten kæmpede jeg imod og fræsede rundt for at lukke alle hullerne. For at være den perfekte mor. Her skal ikke mangle noget. Og når der gjorde, så gjorde jeg mig endnu mere umage. Det var godt nok anstengende.

Som årene går overgiver jeg mig mere og mere til at de er inkarneret her på jorden. Her, hvor der til tider er rygvind og til andre tider modvind. Og det eneste jeg kan gøre er at gøre mit bedste. Og så kan jeg bede. Og det virker. Det virker så vildt. Det virker ikke altid, som jeg tror. Løsningerne er ofte overraskende. Men det virker. Og jeg har lært at mine børn ikke blot har én eller to forældre, men hele tre. Og jeg skal flytte mig, så der også bliver plads til de to andre.

Når jeg gør det, så mærker jeg sandheden i den smukke kvindes visdom. Det er ikke blot vores  børn, der har en ekstra super-forælder. Vi er også børn af Gud. Fader-Moder-Gud tager sig også af os og redder trådene ud, der hvor vi er magtesløse.

Jeg læner mig tilbage og bliver grebet. Jeg rækker ud og bliver modtaget. Jeg spørger og jeg får svar. For jeg er Guds barn. Som vi alle er.