Om lederskab og ligeværdighed

Jeg sagde ingenting. Jeg var stum af forbavselse. Jeg sad bare og lyttede. Hun talte i én lang strøm og fyrede det ene pænt indpakkede missil af efter det anden. Hun var ikke tilfreds. Jeg var ikke god nok. Hun kunne ikke anerkende og støtte mig, der hvor jeg var. Det var tydeligt. Energien taler altid sit klare sprog uanset hvor pænt vi prøver at pakke den ind.

Hendes mund sagde ”ja”, ”det forstår jeg godt” og ”jeg er her for at støtte dig”. Hun sagde alle de korrekte ting. For hun er jo spirituel. Og endda leder af cirklen. Men hendes energi sagde ”nej”. Hun var bange. Bange for ikke at få det, hun gerne vil have. Det var tydeligt. Når vi er bange, prøver vi at manipulere tingene til at stå de rigtige steder, så de gør det vi gerne vil have, eller i det mindste ikke generer os. Det er essensen i drama.

Men jeg bed ikke på dramaets krog denne gang. Jeg sad bare og lyttede. ”Jeg vil tænke over det, du har sagt og den energi, jeg har modtaget fra dig. Når jeg har gjort det, så vil jeg vende tilbage til dig”, sagde jeg. Og så sagde jeg farvel og lagde på.

I dag ”gik jeg på det”. Der er intet som en gåtur til at rydde op i det indvendige rod. Du kender det måske. Jeg gik med intentionen om at få denne sag på plads. Og det skete. Den visdom jeg modtog på min gåtur, var så fin at jeg nu vil dele den med dig:

”Jeg skal ikke have nogens tilladelse til at være mig. Ingen skal godkende mine behov. Ikke min mand, ikke mine børn, ikke mine forældre, ikke samfundets ledere, ikke engang Gud. Jeg skal ikke have tilladelse fra nogen, for ingen er over mig og ingen er under mig. Vi er alle lige. Vi står alle skulder ved skulder og vi er alle holdt af Gud. Der er ingen, der er afhængig af mig, og jeg er ikke afhængig af nogen. Alt hvad jeg vælger er mellem mig og Gud. Alle andre relationer er en spejling af den relation.

Ikke engang Gud er den anden. Gud er hverken under eller over mig. Vi er ét. Gud er ikke min dommer eller min redningsmand. Gud er mit spejl. Når jeg står iklædt u-ligeværdighed spejler Gud u-ligeværdighed tilbage til mig. Gud er det store spejl og verden er hans redskaber til at mig den energi, jeg bidrager med.

At forstå dét er nøglen til fred, frihed og fællesskab. Og det er vejen. Fred, frihed og fællesskab er nøglen, vejen og målet. Gaven fra Gud.

Jeg er lige så fri, som jeg tillader mig selv at være. De knuder der binder mig, er skabt af mig. Al ufrihed er mit eget værk.

Jeg giver nu slip på bindingerne og tillader mig selv at være fri. Jeg vælger at leve i en virkelighed baseret på fred, frihed og fællesskab med alt, der er.

Ingen er ledere over mig med mindre jeg tillader dem at være det. At gøre andre til ledere i vores liv er at legalisere ulighed. Ingen er ledere over andre. Vi kan have forskellige opgaver og ansvar. Men vi er alle lige. Og vi er vores egne ledere. Når vi tager lederskabet på os, møder alting op for os og alting lander til alles bedste.

Jeg er min egen leder. Jeg er min egen højeste autoritet. Nu og Altid.”

Det føles godt, nu. Jeg kan se at jeg alligevel var bidt på. Ikke på det dramaet. Men på illusionen om uligeværdighed.

Nu har jeg set det. Og det sætter mig fri.