Om frygt, is og vækst

Jeg klamrer mig til gelænderet. Hver muskel i min krop er spændt. Jeg tænker: “Hvorfor i alverden gjorde jeg dog også dette?” Det var endda mit eget forslag.

Jeg sætter forsigtigt af. Meget forsigtig for selv de mindste fejltrin kan gøre udslaget. Om jeg falder. Jeg er på skøjter. Jeg er på is. Glatis. Som Bambi. Jeg sætter af igen. Lidt mere modig denne gang. Jeg klamrer mig dog stadig til gelænderet, der er hele vejen rundt på banen.

Jeg tager et par runder på den måde. Og langsomt løsnes mine muskler og frygten viger for jublen, som bobler indeni. Jeg kan. Jeg er her. Det går fint. Jeg kan godt. Finde min balance. Jeg tør endda give slip på gelænderet og bevæge mig ind på midten af banen.

Jeg bliver i min krop i hvert enkelt afsæt jeg tager. Samler skøjterne og lader mig glide hen over isen. Jeg tager et afsæt til og sætter farten op. Jeg kan godt. Jeg læner mig lidt over på den ene skøjte og så drejer jeg rundt. Forsigtigt. Så tager jeg et afsæt igen og suser dansende og afslappet afsted til ”What’s love got to do with it” og ” Every breath you take”

Jeg ler. Og nyder farten og at mærke at jeg kan. Jeg leger at jeg en smuk skøjteprinsesse, der laver opvisning for et klappende og hujende publikum. I am the Queen, for jeg overvandt min frygt. Jeg gjorde det igen. Som så mange gange før.

Frygten forvandler udfordringen til et uoverstigeligt bjerg af is og sten. Når jeg har overvundet frygten, og vender mig om, ser jeg blot en lille bunke af is og sne, der glimter smukt, som diamanter i solen.

Det er ikke udfordringen, der er blevet mindre. Det er mig, der er blevet større.