Om at elske den vrede indre pige

Solen skinner fra en blå himmel. Jeg har lige gået min tur igennem skoven og ned til havet. Havet er fuldt af is og bevæger sig langsomt og sagte. Fuglene synger i skoven. Alt er klart, roligt og let. Indeni og udenfor.

Sådan er det ikke altid. Den anden dag var jeg vred. Som i edderbroderme tosset. Som i RASENDE. Jeg var så vred. Og jeg sagde hårde ord og smækkede med døren. Drama. Det er meget enkelt. Jeg blev ramt dybt inde i min indre lille pige. Og den lille piges frygt, angst og vrede tog over.

Indtil jeg tog mig af hende. Det tog lige lidt tid. For jeg var splittet. Hvis jeg skal være helt ærligt var en del af mig bange for hende. En anden del af mig nød, at hun endelig gav udtryk for sin vrede og en tredie del af mig var pinlig over hendes optrin.

Men mit hjerte blødte med hende. Hendes smerte åbnede mit hjerte. Og jeg trak vejret. Jeg trak vejret og så på hende. Jeg bare så på hende. I et nu var hun vild og vanvittigt. Så var hun hulkende sammenkrøllet i et hjørne. Så var hun helt tæt på mig og jeg kunne få lov at holde om hende. I næste nu var hun frådende og hvæsende farlig igen. Men jeg blev siddende og så. Jeg så på hende med mit medfølende hjerte.

“Vi er ét,” hviskede jeg. “Vi er ét. Du har aldrig været alene. Vi er ét. Jeg var der med dig. Jeg så det og mærkede det også. Jeg var der. Vi er ét.”

Det tog tid. Hulken, vildskab, modstand og hvæsen. Det tog sin tid. Men lidt efter lidt tog det af. For det fik lov at komme ud. Det blev set.

Den lille pige hviler nu udmattet i min favn. Mit ærme er vådt af hendes tårer. Jeg kysser hendes viltre uglede hår. “Jeg vil jo bare gerne mødes. Jeg vil bare gerne elskes. Jeg vil bare gerne vælges,” mumler hun ned i mit bryst.

En tårer løber ned af min kind. Mit hjerte jubler. “Ja,” hvisker jeg. Mere behøves ikke.