Krop, sind og ånd eller ånd, sind og krop.

Det, vi kalder et menneske består af ånd, sind og krop i den rækkefølge. Først og fremmest er vi ånd (bevidsthed). I og af bevidsthed opstår sindet og i sindet optræder kroppen.

Vi er vandt til at høre vores tre-delte natur udtalt baglæns: krop, sind og ånd. Vi sætter kroppen først, fordi det er det aspekt af os, som er lettest at få øje på. Det med sindet er mindre tydeligt og det med ånd, er endnu mere abstrakt.

I moderne vestlig lægevidenskab er sindet og ånden i forhold til fysisk helbredelse endda helt taget ud af ligningen. Alligevel går vi til lægen og forventer at blive hel-bredt. Men hvordan kan vi forvente at opnå sundhed i et system, der ignorerer 2/3 af os?

Når vi ser på det, vi kalder sygdom fra dette perspektiv, har vi også mulighed for at få øje på den kendsgerning, at selve det at vi overser ånd og ignorerer sind i vores kultur og altså dømmer os selv som værende kun en krop (en syg-dom), er en væsentlig faktor i vores sygdomme og også i de forbrydelser, vi begår mod hinanden.

Ignorerer vi et barns følelse og tankeverden, ignorerer at barnet er et bevidst væsen, vil barnet uden tvivl blive ”dysfunktionel” eller ”adfærdsvanskelig”. Det vil enten indad-reagere og blive selvdestruktivt eller udad-reagerende og forsøge at destruere og sabotere sin omverden.

Som små børn erkender vi os selv som det, der er bevidst og iagttager sindet og kroppen og vi forventer at alle andre oplever verden på samme måde: først ånd, så sindet og kroppen. Som børn føler vi os frie, for det er vores oplevelse, at vi ikke er sindet og kroppen og vi kan derfor hengive os helt til sindet og kroppen i u-tilknyttet leg og opdagelse.

Men mange af os er som børn blevet mødt først og fremmest som en krop, som fysik og ikke bevidsthed. Vi er blevet set som en form og denne forms opførsel.

Hvis et barns forældre er opmærksomme, vil de lægge mærke til deres barns sindelag, hvilke følelsesmæssige og mentale tendenser, tilbøjeligheder og evner, det udtrykker og ser de også barnet som et udtryk for den selvsamme bevidsthed, de selv er, er der et fundament for sand intimitet, kærlighed og tryghed.

Men alt for ofte blive barnet identificeret med kroppen og dens tendenser, og dette barn bliver til en voksen i troen på, at ”jeg er denne krop og deler denne krops begrænsninger”. I denne tro lever den voksne sit liv og vil gå rundt og føle sig ufuldkommen, utilstrækkelig, forkert, lille og mangelfuld. Og måden de fleste af os tackler disse følelser på er ved at forstille os, aflede, sløre, dulme, skabe dramaer og være på konstant jagt efter det, vi tror vil forløse os og gøre os hele.

I virkeligheden har vi aldrig har været i stykker. Vi har aldrig manglet. Troen på fejl og mangler er en kulturel ting ikke en naturlig ting. Når vi står i skoven, lukker øjnene og mærker vinden, hører fuglene kvidre og mærker jorden under vores fødder, så vil noget i os vågne til denne erkendelse. Vi vil føle vores essentielle helhed og forbundethed.  Eller når vi er lyttende og stille til stede med os selv i åbenhed for alt hvad der kommer og går i vores oplevelse, som vi gør når vi praktiserer.

Den kulturelle betingning og mangel-programmering er stærk. Den er stærk i de fleste af os, for vi har alle gået i institutioner, set tv, læst bøger og aviser, været ude blandt mennesker, haft venskaber, parforhold, taget uddannelser og haft arbejde. Og langt de fleste steder og med langt de fleste mennesker bliver vi mødt først og fremmest som en krop. Hvis vi er heldige, vil vi også blive mødt som et sind og der vil blive lyttet til vores indre tanke og følelsesverden. Men i meget sjældne tilfælde (mange af os når aldrig at opleve det) bliver vi mødt som ren bevidsthed, det som er vores egentlige selv.

Denne fejlopfattelse er den dybeste årsag til de lidelser og sygdomme vi alle bærer rundt på byrden af. Da det er en kollektiv årsag, er der heller ikke noget som individuelle sygdomme og lidelser. Når vi bliver syge, tager vi blot vores del af den kollektive syg-dom på os.

Sand helbredelse kan ikke ske på kroppens niveau for kroppens tilstand er kun symptomet på en indre fejlopfattelse, der først må korrigeres, før virkelig sundhed, kan erfares. Korrigerer vi denne fejlopfattelse og erfarer vores natur i den rette rækkefølge: Ånd, Sind og Krop og lever implikationerne af denne realisering i vores daglige liv, vil vi ikke længere bidrage til denne verdens syg-dom. Tager vi denne ”uddannelse”, vil vi uanset hvilket arbejde vi tager på os, fungere som en helbreder eller læge for andre.