Jeg ved det ikke

Jeg sidder her i min lune stue. Jeg har sovet til middag og er dejlig varm og blød indeni. Udenfor hænger regndråberne som små tunge glasperler på de nøgne grene. Plænen er grøn igen. Det er smukt.

Jeg sidder her og ved det ikke. Jeg ved det i virkeligheden ikke. I virkeligheden ved jeg… ingenting.

Det eneste jeg ved er at jeg ingenting ved, som det siges at Sokrates har sagt. Da jeg læste Teologi, dengang for mange år siden, lod jeg mig fortælle at det vist var Platon, som ingenting vidste. Men han var lidt flov over det, så han opfandt Sokrates og fik ham til at sige det. Det forstår jeg godt. Det er flovt ikke at vide og ikke have styr på det. Livet. Formen. Retningen.

Uanset hvem, der har sagt det, så er det vise ord. Måske DE VISESTE ORD i livet. Jeg ved det ikke. For ingenting er, som det ser ud til at være. Under overfladen er alting noget ganske andet og mere. Og alting er ingenting og ingenting blev til alting. Dengang. Og nu. Når sådan noget kan ske, så må jeg overgive mig. Jeg ved det ikke.

”Men hvad skal det dog blive til og hvor skal det dog føre hen?”

“Hvad for noget?”

”Det hele! Hvad skal det hele dog blive til og hvor skal det føre hen? Hvordan skal det dog ikke gå?”

”Jeg ved det ikke. Gør du?”

Jeg ved det i virkeligheden ikke. Jeg ved ikke engang, om jeg ikke ved det. Måske ved jeg det.

Jeg vil tillade mig selv at stille mig selv det sted, hvor jeg ikke ved det. Jeg vil stille mig i spørgsmålet. Lade tvivlen komme mig og livet til gode. Jeg stiller mig i ren åbenhed, potentiale. Spiren, som endnu ikke har taget form. Jeg vil stille mig i modtagelighed for det, som er ved at blive til. Her er dejligt varmt og blødt.

Kommer du med?