Jeg må godt
Flammerne danser i brændeovnen. Katten ligger og sover her i sofaen helt tæt op af mig. Så tæt at når jeg skriver mærker jeg dens pels kærtegne undersiden af min arm. Det føles varmt og trygt. Opvaskemaskinen summer og minder mig om at den gør mit arbejde for mig. Så jeg må gerne sidde her og have det godt. Jeg må gerne.
Katten spinder og dens vibrationer mod mit lår beroliger mig. Vinden spiller på vindspillet udenfor og tonerne kalder mig ind og hjem. I stilhed og nærvær. Jeg må godt.
Jeg må godt. Eller må jeg? Jeg er faktisk ikke helt sikkert. Min usikkerhed er en kerne af spænding i min mave, for måske må jeg ikke. Måske der kommer en ubehagelig konsekvens. En efterregning. Måske jeg glemmer noget vigtigt, eller misser en god mulighed, eller nogen føler sig forsømt og overset. Måske taber jeg noget vigtigt, når jeg giver slip.
Jeg gør det alligevel. Jeg tager mig lov. Jeg øver mig. Jeg øver mig i at tage mig lov. Jeg giver slip lidt mere. På trods af og ikke en gang når… Men nu. Jeg satser og lader falde. Og jeg gribes. Jeg gribes af livet. Af glæden. Af friheden. Af velvære. Ubetinget velvære. Bare et øjeblik.
Jeg må godt.
<3
Dejligt at høre, men hvorfor mon du/jeg har så svært ved at have lov til at have det godt?
Kære Iben.
Jeg tænker det er fordi at vi kollektivt set er opdraget med at vi skal tilfredsstille de andres behov. Når alle har det godt, må jeg godt have det godt. Det er gak, fordi så er der ingen, der har det godt. HVis vi alle venter på hinanden. Vi må gå foran og tage følelsen af at have det godt.
Hvad tænker du?
Kærligst Pernille.