Hvad kan man lære af det?

“Og hvad kan man så lære af det?” spurgte min far mig igen og igen, når jeg fortalte ham om noget, som var gået galt. Han blev ikke vred eller undervisende. Han dømte ikke. Han spurgte bare: ”Og hvad kan man så lære af det?” Det lærte jeg meget af.

Han stillede også sig selv det spørgsmål ofte. Han lærte meget i sit liv. Han var en viis mand. Den der ved, taler ikke….

Han talte ikke. Han lyttede. Til mig. Til naturen. Til motoren, som ikke ville starte. Han lyttede til problemet, som endnu ikke havde fundet sin løsning. Han lyttede, lærte og løste. Det hele. Han var god til alting. Fordi han lyttede og forstod.

Når vi lytter, modtager vi. Visdom. Al den visdom, som er til stede overalt. I alt. Som bare venter på at vi plukker den. Med vores ører.

Gud taler til os og viser os vejen gennem boblerne i bækken. Gennem berøring. Gennem problemer. Gennem andre mennesker og medier. Gennem sundhed og sygdom. Gennem følelser. Gennem alt. For Gud er alt og alt er Gud. Ingen undtagelse. Ingen fejl. Bare læring. Vækst.

Jeg øver mig i at lytte hver dag. I min praksis. Bare lytte. Lytte til det, der er. Både til det rare og det mindre rare. Både det, jeg oplever udenfor mig selv og det, jeg oplever indeni. For det er alt sammen det samme. Som foroven, så forneden. Som forinden, så foruden. Som en spejling i en vandpyt.

“Lille pyt på stien der, hvad er smukkest i verden her?”  – “Væren. Lytten. Her. Nu.”