Hvor der er nærvær, er venlighed og respekt også naturligt til stede.

At møde sig selv og andre med nærvær, er at møde sig selv og andre med venlighed og respekt.

Vi kan let komme til at tro at venlighed og respekt handler om form, altså en bestemt måde at opføre sig på. Men vi kan blive så dygtige til at opføre os på bestemte måder, at det bliver automatiseret, og når vi er automatiserede, er vi det modsatte af nærværende.

Og så er det at vi kan opleve, at andre afviser os, på den ene eller anden måde og vi siger:

– Jamen, jeg var jo bare sød og venlig!

– Måske, men jeg kan bare ikke mærke dig.

Det er kun i vores nærvær, at autentisk respekt og venlighed kan være til stede. Det er faktisk mangel på respekt og venlighed at kommunikere med et andet menneske uden at være nærværende og fuldt ud til stede sammen med dette menneske.

NÆRVÆR ER NÆRVÆR

Vi kan måske efterligne eller fake venlighed og respekt, men vi kan ikke automatisere nærvær. Nærvær er nærvær.

Når vi kommer til stede med vores nærvær sammen med et andet menneske, vil dette menneske helt naturligt føle sig set, modtaget, værdifuld og levende. Når nærvær mangler, føler vi os brugt, som et objekt. Og resultatet er træthed, vrede og en besynderlig følelse af ikke at eksistere.

Vores stressede livsstil resulterer i at nærværet ryger og erstattes af automatiseret samvær.

I en intim relation (som f.eks. i et ægteskab) vil det betyde at begge parter føler tomhed og ligegyldighed, hvilket med tiden bliver en usund grobund for frustration og hyppige skænderier.

Skænderier er bogstaveligt talt en måde, vi forsøger at råbe hinanden op på, for at få den hinandens nærvær, at få den anden ud af robotten og ind i virkeligheden her sammen med mig. Men det har sjældent anden effekt end at det skaber frygt, modstand og mere afstand.

VI HAR BEHOV FOR ANDRES NÆRVÆR, – ELLER HAR VI?

Nærvær er allerede til stede. Det er i mig. Det er mig, der er herre over om jeg er nærværende eller ej. Jeg kan aktivere mit nærvær lige så tit jeg vil, jeg behøver ikke at vente på ”de andre”.

Når jeg aktiverer mit nærvær og kommer fuldt ud til stede i mine relationer. Lytter, mærker og eksklusivt ser de mennesker, der står foran mig, så sker der noget magisk. Det automatiske program der kører i den anden, begynder at flimre, som billedet på et gammelt tv. Andre mennesker kan kun i et kort tidsrum fortsætte med at køre et program, når jeg står i mit fulde nærvær og ser dem.

Nærvær har intet at gøre med form. Det vi gør fra nærvær er ofte meget kærligt og venligt, vi giver måske hånd eller krammer eller tilbyder en kop te, eller andre ting der normalt forbindes med høflighed og venlighed, men der er en stor forskel i hvordan andre oplever det: Vi kan tydeligt mærke forskel på om venlighed kommer fra en automat eller fra et autentisk og nærværende menneske.

Når vi giver nærvær får vi (med tiden) nærvær tilbage. Fra nogle mennesker, der er ekstra hårdt ramt af stress og nervøsitet, kan det godt tage lidt tid. Men vores nærvær vil være som en saliggørende kilde midt i den ørken, de ellers befinder sig i.

Hvad der sker i formen er altid sekundært, selvom vi i vores samfund har gjort form til det primære.

Det er vores bevidsthed, der er det primære.

At være nærværende er at tænde bevidsthedens lys, sandhedens lys. Det er dette lys, vi alle længes efter for det er det lys, vi alle er.

Deler vi det med hinanden, deler vi det aller smukkeste, det aller største.

Nærvær er nok.